Kender du det der med, at hvis ikke man kan gøre tingene perfekt, så kan det være helt lige meget og så bliver handlingen ved tanken?
Hvis du også har en alt eller intet mentalitet og tankegang, især når det handler om spisning, motion og vægt, så læs med her og få udfordret den tankegang.

---

---

Projekt sund livsstil.

Da jeg var ude og gå en tur i går formiddags, faldt mine tanker på det her med, hvorfor det kan være så svært at gøre de ting der virkelig gavner os, såsom at få dyrket motion og spist rigtigt.

Tankerne kom sig af, at jeg kunne mærke på min krop at jeg ikke kunne gå i et rask tempo, men i stedet havde brug for at gå langsommere og knap så langt. Fordi min krop var træt og tung.

Straks kommer der tanker som: ” hvis ikke du går i et rask tempo, så forbrænder du ikke nok og du bruger ikke din krop nok” og vupti så føltes det pludselig som om at gåturen blev ligegyldig og forkert.

Jeg kunne dog ret hurtigt fange disse tanker og kigge lidt nysgerrigt og kritisk på dem, i stedet for at gøre dem til en ultimativ sandhed.
For hvorfor er det kun godt nok, når det opfylder visse skrappe kriterier, som vi på et eller andet tidspunkt har opstillet for os selv?
Og hvis projektet kun er godt nok når det er hårdt, langtrukkent eller restriktivt, har vi så lyst til at gøre det kontinuerligt, eller bliver det en kamp at overbevise sig selv?

Gåturen i går endte med at blive skøn og dejlig.
Sådan en slags gåtur som man rent faktisk har lyst til at gentage inden alt for længe igen, fordi det ikke kræver tonsvis af ressourcer og energi at hive sig selv op til.
For i stedet for død og pine at skulle have pulsen op og gå langt, så brugte jeg i stedet gåturen til at gå og sanse og lægge mere mærke til ting omkring mig.
Jeg mærkede luften og vinden i ansigtet, lyttede til lydene og jeg duftede de forskellige dufte rundt omkring mig, på en anden og mere intens måde, end hvis det bare havde handlet om at komme hurtigt fremad og forbrænde kalorier.

Det blev til en fin lille gåtur på små 4 kilometer, og jeg fik bevæget kroppen på en sund måde.
Men allervigtigst: jeg fik plejet mit nervesystem og slappet af helt ind i min kerne.
Desværre overser vi hele tiden, hvor vigtigt lige præcis vores nervesystem er, især i projekt vægttab/vægtvedligehold.

Den ødelæggende proces.

Rigtig mange af os, der igennem tiden har været på slankekure og forsøgt at optimere vores kroppe og holde vægten nede, har en mere eller mindre forstyrret tankegang omkring hvad man skal og ikke skal, når det kommer til spisning og motion.
En meget sort og hvid tankegang, om du vil.

Det kommer sig af årelange restriktioner, regler, forbudt/tilladt lister og en overordnet urealistisk tanke om, hvordan vores krop burde se ud.

Vi har lært at det skal være hårdt og restriktivt, hvis det skal nytte noget.

Vi har lært at vi skal have en kompenserende adfærd, hvis vi vil ned i vægt eller holde vægten.
Så hvis vi har spist noget som i vores bog er “forkert”, så skal vi kompensere med fx. motion, for at der er plads til det.

Det siger sig selv, at den motion vi dyrker når vi har en kompenserende adfærd, ikke er lystbetonet.
Gør vi dette igen og igen, så forbinder vi til sidst motion med at være noget, som vi egentlig ikke har lyst til og som skal overståes. Nærmest som en slags straf.

Hvor ofte har vi ikke ligget i sofaen og tænkt at vi BURDE gå den der lange tur, løbe en tur eller tage i fitnesscenteret. Men det blev ved tanken, fordi vi blev overmandet af ugideligheden og projektet blev helt uoverskueligt for os.
En lille tanke dukkede måske op: “jeg kunne også bare nøjes med at gå en lille tur, for det er jo bedre end ingenting”, men den tanke blev lynhurtigt forkastet, fordi det jo ikke rykker noget som helst på vægten alligevel, at gå en lille tur.

Det er lige præcis her, at vores alt eller intet-mentalitet er ødelæggende for os og spænder ben for den positive forandring.
For er det bedre at blive liggende på sofaen og vente på at lysten til den lange løbetur måske kommer i morgen i stedet? Nej, fordi i morgen har du lige så lidt lyst.

Misforstå mig ikke.
Det er vigtigt at pointere at der ikke er noget i vejen med at ligge og slappe af på sofaen. Tvært imod. Det er godt for os at slappe af og få systemet ned i gear.
Men det er mindst lige så vigtigt at få brugt kroppen på en hensigtsmæssig måde.
En kombination af afslapning og motion er det rene guf for krop og sind, og det er faktisk helt essentielt at have fokus på nervesystemet, hvis vi gerne vil tabe os.

---

---

Mikrotræning er det nye sort.

Måske har du hørt om det før.
Mikrotræning.

Ordet mikrotræning dækker over, at man træner “småt, men godt – og ofte”
Med andre ord: det er bedre at squatte 10 gange evt. med en kettlebell, fx. 3 gange om dagen, når man alligevel lige kommer forbi den, end at ligge i sofaen og overtænke, om man har lyst til den lange og hårde løbetur i regnvejr, og ende med at lade være.

At træne simpelt og gerne tungt ( med vægte eller kettlebell) er vejen til forandring der holder på den lange bane.
Alle kan squatte et par sæt af 10 i løbet af en dag. Eller lave et par sæt af armbøjninger ved kanten af en bordplade. En planke. Eller hvad man ellers kan finde på i løbet af dagen – ude eller hjemme.
Det gælder bare om at være kreativ.
Det kræver ikke det store og det er hurtigt overstået.
Det er det modsatte af raketvidenskab.
Er det bedre end ikke at bevæge dig, selv om det ikke er meget? JA.
Bliver du stærkere og smidigere over tid? JA.
Personligt er jeg kæmpe fan, og jeg kombinerer gerne mikrotræning med gåture. Nogle dage på samme tid, andre dage kun én af tingene. Alt efter godbefindende.

Jeg har forlængst indset, at min alt eller intet mentalitet spændte ben for mig og gjorde, at jeg fik dyrket mindre motion end der var godt.
Og det fik mig til at spise mindre sundt og færre grøntsager.

Så for at skære det ud i pap:

Nogle gange er det næstbedste faktisk det bedste!

Når du gerne vil dyrke motion, tænker du at en hård løbetur er det bedste valg. Men du får det ikke gjort, fordi det er for overvældende.
Det næstbedste valg er måske en gåtur. Men det føles ikke godt nok i forhold til, derfor lader du være. Alt eller intet mentaliteten vinder.
Resultat: du er inaktiv og forbliver på sofaen, igen.

Eller, du vil gerne spise flere grøntsager, og tænker på et kost og slankeråd der siger at det bedste valg vil være at spise 600 gram om dagen. Det virker helt uoverskueligt, for så vild med grøntsager er du heller ikke.
Det næstbedste valg er at spise væsentligt mindre, fx. 100 gram, men så kan det alligevel være ligemeget, for det gavner jo ingenting at spise så lidt.
Resultat: du spiste heller ingen grøntsager den dag.

Sådan kan man fortsætte med mange områder af ens liv, hvor det næstbedste ville være meget bedre end det bedste – i hvert fald når vi snakker om at indføre gode vaner der holder i længden.

Kan alt eller intet mentalitet føre til overspisninger?

Sagtens!

For lige så vel som du vælger de gode ting fra ( motion og bevægelse), så har vi også en tendens til at gå over i den anden grøft med vores alt eller intet tankegang.

Scenariet kender du helt sikkert.
Du har besluttet dig for at skulle tabe nogle kilo og få strammet kroppen op, og derfor sætter du ind med ekstra træning og du sætter ekstra restriktioner på, hvad du må spise og også på mængderne.
Du sætter ALT ind på det!

Når dagen så kommer hvor du har fået NOK af det ( og den dag kommer ALTID), så bliver den enkelte kiks pludselig til en hel pakke, og pakken med kiks blev pludselig til en pose slik oveni.
Fordi, nu har du jo alligevel ødelagt det hele og så kan det også være ligemeget.
Enten spiser du ingenting, og ellers spiser du ALT!
Alt eller ingenting mentalitet.

Denne overspisning indtræder, fordi du har kørt dig selv for hårdt for længe, og fordi du som følge af heraf, kommer til at se meget sort og hvidt på tingene og nærmest ikke kan tænke klart og træffe fornuftige valg.

Så hvis der må være ET budskab med dette blogindlæg så lad det være:

Skru ned for ambitionerne og vælg det næstbedste rigtig ofte!
På den måde undgår du alt eller intet fælden, som er så ødelæggende for os og som ender med at sabotere de fremskridt vi så brændende ønsker os.

Kærligst,

Anja