BED er en udbredt spiseforstyrrelse med alvorlige psykiske konsekvenser.
Faktisk overhaler den de andre mere kendte spiseforstyrrelser som anoreksi og bulimi, når man ser på hvor mange der lider en spiseforstyrrelse.
Men hvad er BED?
Den hyppigste af de kendte spiseforstyrrelser.
Det anslåes at der i Danmark er 75.000 mennesker der lider af en spiseforstyrrelse.
Heraf udgør anoreksi 5000, Bulimi 30.000 og BED udgør 40.000.
Dette er de officielle tal. Jeg tror at tallene i virkeligheden burde være højere, da der også må være et stort mørketal som ikke indgår i de officielle tal.
Til de 75.000 kommer de atypiske spiseforstyrrelser, som går på tværs af diagnoserne. Dem er der ikke et samlet tal på. Disse betegner man som Eating Disorders Not Otherwise Specified ( EDNOS)
Lever man et liv med BED, lever man samtidig med alvorlige psykiske konsekvenser som fx. skam og skyld.
Det har også fysiske konsekvenser som overvægt, belastning af helbreddet ( hjerte-kar systemet ), yo-yo vægt etc.
Men det har lige så store konsekvenser for ens sociale liv, da man ofte isolerer sig selv og oplever stigmatisering fra samfundet.
Hvad kendetegner BED?
BED er kendetegnet ved hyppige tilbagevendende tvangsoverspisninger.
Meget ofte er disse overspisninger planlagt nøje og der er måske købt specifikt ind til overspisningen.
Der spises en (objektivt) stor mængde mad indenfor et kort tidsrum, med en følelse af kontroltab.
Overspisningerne ledsages ofte af negative følelser som skam og skyld.
I modsætning til bulimi, efterfølges overspisningerne ikke af en kompensatorisk adfærd, hvorfor der ofte vil være overvægt/fedme.
BED bliver inddelt i grader af overspisninger:
- MILD: 1-3 overspisninger pr. uge
- MODERAT: 4-7 overspisninger pr. uge
- ALVORLIG: 8-13 overspisninger pr. uge
- EKSTREM: 14 eller flere overspisninger pr. uge
Det er vigtigt at forstå, at disse overspisninger ikke handler om at søge spænding.
Overspisningerne har tværtimod den effekt at dulme noget uro eller svære følelser.
Personer med BED har ofte en forhistorie med utallige forsøg på vægttab og store vægtudsving ( yo-yo vægt).
De har et mere kaotisk spisemønster med højt kalorieindtag imellem de egentlige overspisninger.
Deres kropstilfredshed er markant lavere end de overvægtige der ikke lider af en spiseforstyrrelse.
De mennesker der har eller har haft BED beskriver det således:
- Man spiser hurtigere end normalt
- Man spiser alene
- Man spiser ofte uden at være sulten
- Man spiser langt ud over sin mæthedsgrænse
- Man føler stor skam, væmmelse og foragt for sig selv, efter endt spisning.
I månedsmagasinet Woman, forlaget Benjamin, er der en BED patient der beskriver følgende:
” Hun tygger hurtigt. En, to, tre småkager. Hun mosler et stykke drømmekage ud af bradepanden. Kort efter glider et par flødeboller ned. Så en pakke kiks, en portion chokolademysli og en gang koldskål. Hun kigger på døren. Ingen kommer ind. Fire stykker franskbrød med sødmælk, kød med kartofler, en skål youhurt og et æble. På tre timer!
Hvorfor udvikler man BED?
Der er flere faktorer der spiller ind på udviklingen af spiseforstyrrelser. For at forstå udviklingen og vedligeholdelsen af en spiseforstyrrelse, skal man kigge på den enkeltes individuelle, familiemæssige og sociokulturelle baggrund, som kan disponere til at udvikle en spiseforstyrrelse. Ofte ses det, at særligt belastede situationer eller oplevelser udløser spiseforstyrrelsen, og selvforstærkende mekanismer og faktorer vedligeholder den.
Undersøgelser har vist, at mange med BED tidligere i livet har været udsat for mobning, seksuelle overgreb, alkohol i familien eller andre former for omsorgssvigt.
Vedligeholdende faktorer (det der holder dig i en spiseforstyrrelse) kunne være negative følelser, skam, selvhad, opgivelse, fejlernæring, vægtudsving, kropsutilfredshed, social isolation, ensomhed, angst, depression etc.
Det kan føles noget nær umuligt at komme ud af BED.
Men kan man få hjælp til sin BED?
Ja, det kan du.
Og du skal ikke tøve med at række ud efter hjælp.
Desværre er gruppen med dem der lider af BED ikke så hurtige til at søge hjælp til deres spiseforstyrrelse, sammenlignet med andre grupper med en spiseforstyrrelse.
Men ingen skal leve et liv med en spiseforstyrrelse.
Som uddannet madmentor kan jeg hjælpe de personer der lider af den milde grad af BED.
Lider du af moderat til alvorlig grad af BED, skal du i specialiseret ambulant behandling ( dvs ikke indlæggelse). Og lider du af alvorlig til ekstrem grad af BED, skal du i specialiseret dagbehandling eller døgnbehandling/lukket psykiatrisk afdeling, da lidelsen potentielt er livstruende.
Disse behandlingsformer, fra mild til ekstrem grad, er det som Sundhedsstyrelsen anbefaler.
Som madmentor arbejder jeg med madmentor-modellen, som har til formål at hjælpe min klient med at
- Normalisere sit spisemønster
- Reducere/ophøre med overspisninger
- Arbejde med tanker om krop, selvfølelse og mad
- Arbejde med konkrete problemer og løsninger
Spiseforstyrrelser er ofte præget af en alt-eller-intet-tankegang, så man enten er helt afholdende eller giver helt los.
Derfor handler det i høj grad om at udfordre dette ødelæggende mønster.
Man sætter fokus på tre faktorer der har betydning for overspisningerne:
Sult, vane og følelser.
Først skal man i behandlingen have styr på at få brudt den onde cirkel man havner i, når man overspiser og derefter kompenserer med at være restriktiv.
Når der er styr på dette, rettes fokus imod sult.
Når vi ikke går og er sultne hele tiden, kan vi bedre se på, hvornår overspisningerne er følelsesmæssigt betingede og hvornår de er blevet en vane.
Ordene “madmisbrug” og “madafhængighed” er stærke og hårde ord at bruge, ikke desto mindre er det nogle ord som beskriver meget godt, hvad man er fanget i, når man har en spiseforstyrrelse. Og det er uanset om det er BED eller en hvilken som helst anden form for spiseforstyrrelse.
At være fanget i et ufrivilligt mønster der minder om andre misbrug og afhængigheder, som fx alkohol eller stoffer.
Ingen skal være fanget i dette.
Du ER ikke din spiseforstyrrelse. Du HAR en spiseforstyrrelse, og den kan vi jage væk.
Men det kræver at du VIL og at du er dedikeret til at gøre indsatsen over lang tid.
Ræk ud til fagpersoner der kan sætte sig ind i din lidelse og de følelser der følger i kølvandet af daglige overspisninger.
Og vid at du er IKKE alene i dette.
Kærligst,
Anja
Jeg hedder Anja og er 47 år. Jeg er certificeret Madmentor hos Marie Steenberger, april 2022.
Derudover har jeg en coachuddannelse fra Weight Watchers Denmark fra 2014, med mig i bagagen.
Samtidig er jeg mor, kæreste, ex-kone, datter, bonusmor, søster, svigermor, veninde og kollega….
Jeg brænder for at hjælpe dig med at slippe følelsesmæssige- og uhensigtmæssige spisemønstre, så du i stedet kan få en selvkærlig adfærd, madro, kropsro og sindsro.