Alle mennesker har traumer med sig i bagagen.
I større eller mindre skala.
Men hvordan spiller traumerne i vores liv egentlig ind på vores måde at spise på?
Og hvad har du med dig af traumer, som gør spisningen svær for dig?

---

---

Der er de åbenlyse traumer så som ulykker, dødsfald og omsorgssvigt osv.
Der er vist ingen af os der vil benægte, at har man været udsat for et stort traume, så er vores nervesystem belastet i en sådan grad, at det kan være svært at fungere, med mindre man får god og professionel hjælp til det.

Når vi snakker om forstyrret spisning, så ser vi ofte at dem der har BED, netop har udviklet denne spiseforstyrrelse, i et forsøg på at regulere svære følelser efter svære begivender i deres liv – ofte noget de har været udsat for i deres opvækst. Fx. omsorgssvigt.
BED – også kaldet tvangsoverspisning, er en måde at kontrollere og regulere følelser på. Man kan faktisk sige at det er en form for egenomsorg, omend den er uhensigtsmæssig.

Læs evt. mere om BED her

Men vi ser det ikke kun i personer med BED.
Rigtig mange af os bruger maden til at regulere følelser, uden at vi har en spiseforstyrrelse i klinisk forstand.
Lad mig lige skynde mig at slå fast igen:
Det er helt normalt at regulere følelser og stemninger med mad. Det gør alle i ny og næ.

Men når det bliver til et uhensigtsmæssigt mønster for os, igen og igen at spise på vores følelser i stedet for at føle dem og forholde os til dem, så bliver det et problem for os.

Læs mere om følelsesmæssig spisning her

Bærer du rundt på et traume?

Nej tænker du måske.
Du har aldrig været udsat for overgreb, været i en ulykke eller andet som kan karakteriseres som et traume. Du har haft en god barndom i trygge rammer ?

Ovenstående kunne være udtalt af mig.
Jeg var opvokset i en familie med far, mor og to børn.
Min mor gik hjemme og min far var selvstændig.
De forblev gift indtil min far gik bort i 2007.

Opvokset i en kernefamilie i 70´erne og 80´erne.
Almindelig skolegang. Venner som jeg legede med udenfor på villavejen.
Jeg var aldrig i tvivl om at mine forældre elskede os børn. Det blev måske ikke sagt højt, men jeg havde heller ikke grund til på nogen måde at tro det modsatte.

Tunge og svære perioder i livet.

Traumer behøver ikke være store og voldsomme.
Det kan også være et traume at være opvokset i et hjem, hvor den ene eller begge forældre altid var følelsesmæssigt utilgængelige eller umodne.
Hvis dine følelser som barn ikke blev taget alvorligt og du skulle skjule eller gå stille med dørene med hvordan du havde det, fordi der ikke var følelsesmæssig plads hos dine forældre til at deale med dem.
Måske er du opvokset med en mor, for hvem det vigtigste var, hvad naboerne og omgivelserne tænkte, fremfor at støtte dig?
Måske skulle du mest bare sidde og være stille, fordi børnene var ikke nogen man som sådan skulle lytte til?
Det kan også være at du har hørt nedsættende ord om dine følelser, dine meninger eller din krop, igen og igen?
Måske blev du “straffet” for noget du gjorde eller sagde, ved at du blev udsat for larmende tavshed? Hvor du nærmest ikke eksisterede og blev ignoreret i en periode, af din mor eller far? Hvor du fik følelsen af at være ligegyldig for dem?

Alt dette er også traumer. Alt efter perspektiv, så føles disse oplevelser måske ligegyldige og små i det store hele, men det er stadig traumer. Og de må ikke negligeres.
Disse traumer er blevet vores vejviser i vores voksne liv, og de har sat sig i nervesystemet og gør tingene svære for os, hvis vi ikke kigger dem i øjnene og får bearbejdet dem.

Jeg blev selv klar over at min barndom ikke altid har været rosenrød, efter at jeg begyndte at grave og undersøge, hvorfor jeg gik rundt og havde det svært og havde et mønster med at træffe forkerte valg og gøre livet sværere for mig selv.
Ikke fordi jeg ville lægge ansvaret væk fra mig selv og pege fingre, men netop fordi jeg tog ansvar for mit liv ved at finde ud af HVORFOR det forholdt sig sådan.

Selv om jeg er blevet bevidst om en ikke altid lige hensigtsmæssig opdragelse i min barndom og ungdom, er jeg ikke ude på at pege fingre eller udskamme mine forældre.
Jeg er udemærket klar over, at mine forældre har gjort det aller bedste de kunne ud fra deres overbevisninger.
Og ikke mindst ud fra det mind-set, de selv har udviklet i deres opvækst.
De har trods alt selv båret rundt på deres egne traumer, imens de har opdraget os børn.

Alt er godt og tilgivet.
Men det har betydet utrolig meget for mit liv og min selvfølelse, at jeg har fået kigget godt og grundigt på mine demoner, som udspringer fra mine barndomstraumer.

---

---

Hvordan manifesterer traumer sig i din spisning?

For mit vedkommende udviklede det at have svære følelser indeni, som jeg ikke ville forholde mig til, sig til bulimi i en periode, og forstyrret spisning i over 20 år.
Forstyrret spisning forstået på den måde, at jeg havde utrolig mange madregler og lange forbudt-lister jeg skulle navigere ud fra.
Alt sammen i et forsøg på at kontrollere min vægt og mit udseende. Ud fra et lavt selvværd som fortalte mig, at jeg aldrig var god nok, slank nok, klog nok, køn nok.
Et lavt selvværd som ofte fik mig til at “nøjes” med ting i mit liv, især i forbindelse med arbejde. I stedet for at sætte sunde grænser for mig selv og tro på at jeg kunne mere og havde mere at tilbyde….

Måske genkender du ovenstående?

Har du ting med dig i din bagage, som gør livet svært?
Det kan godt være at du slet ikke er nået til den erkendelse endnu, at der måske er mere på spil end at du blot er doven, mangler rygrad etc. ?
Jeg håber at dette blogindlæg kan få dig til at tænke over, hvor dine udfordringer med maden kommer fra?

Store og små traumer viser sig som de følelser vi ikke kan lide at forholde os til.
Med andre ord:
Hver gang du bliver trigget af et eller andet som bringer svære følelser op i dig, så er det dine traumer der snakker til dig!
Oftest vil vi reagere på én eller anden måde for at få disse svære følelser væk. Det kunne være via maden, alkohol eller ved at scrolle på de sociale medier.

Jeg gætter på, siden du læser med på denne blog, at du køber dig aflad og dulmer ved hjælp af maden.

Prøv næste gang du lander i et tomrum som føles svær, at stoppe op.
Træk vejret roligt ned i maven, mærk dig selv og mind dig selv om, at det er dine traumer der snakker til dig.
Vær ikke bange for dine følelser. Føl dem og betragt dem for det de er.
Nemlig en budbringer.
Tænk over hvad “dit gamle” jeg ville gøre som det næste?
Du ved måske at du normalt ville styre direkte ud i køkkenet og åbne skabene?
Denne gang kan du bevidst lade være med det, fordi du har skabt en kile ned imellem de svære følelser og den gamle adfærd.
I stedet kan du tage dig af DIG og dine følelser. Vær med dem, betragt dem, føl dem.
Lige pludselig er de væk igen, som dug for solen….

Jeg håber at du har lyst til at udforske hvad der ligger gemt bag dine svære følelser og hvad du måtte bære rundt på af personlige traumer.
Husk at det ikke er et spørgsmål om at placere skyld, men mere om at være nysgerrig, åben og tage ansvar for eget liv.

Det er ikke din skyld, men det er dit ansvar

Kærligst,

Anja