Hvordan opnår man MADRO?

Udtrykket “madro” er meget oppe i tiden og bruges vidt og bredt i mange sammenhænge.
Men hvad betyder det egentlig, og hvordan opnår man madro?

Kage er ofte på vores “forbudt liste” og én af de fødevarer som vi ville ønske vi kunne have et mere afslappet forhold til.

Det er blevet hipt at sige, at man har arbejdet sig hen imod at have madro.
At man ikke længere har det dårligt over at spise forskellige fødevarer og at man kan spise de rette mængder, uden at overspise.
For det er vel egentlig i bund og grund det, som begrebet kan oversættes til.

Man har det ikke længere dårligt over at spise specielle fødevarer, samt at man ikke længere er forstyrret i sin spisning (overspisninger).

At man får det skidt med sig selv når man har spist en fødevare som man har stemplet som forkert og lavet madregler omkring, er en direkte konsekvens af at have været på slankekur i mange år.
Når vi er på slankekur, har vi ofte en rigtig lang “forbudtliste” når det gælder mad.

Det kan være udmattende og direkte skadeligt at skulle leve efter disse rigide regler, i et forsøg på at tabe sig.
Selv i de perioder hvor vi ikke er på en egentlig slankekur, kan denne liste forfølge ens tanker, hver gang vi spiser.
Simpelthen fordi det er så indgroet i os, hvad man må spise og hvad man skal holde sig fra.

Frihed…

Forestil dig at være fuldstændig fri for tanker om mad.
At kunne spise efter fornuft og følelse, efter sult og mæthed og kunne give sig selv lov til spise af de engang “forbudte” fødevarer, uden den mindste form for dårlig samvittighed.
Det lyder dejligt ik?

På et eller andet tidspunkt i processen rammer vi den mur, som får os til at tænke over, om vi overhovedet har lyst til at fortsætte i det spor der hedder restriktioner og kure.
Det er typisk når vi har været på den ene slankekur efter den anden med svingende succes, i mange år.
Vi mærker tvært imod lysten til at føle os fri i vores tanker og handlinger, og vi ønsker ikke længere at være slaver af sort / hvid tankegang.

Men er det overhovedet muligt at opnå 100% madro?


Det kommer nok an på hvem du spørger, men personligt vil jeg vove den påstand, at det ikke er muligt at have madro 24/7.
Det er urealistisk at tro, at vi kan lægge mange års tanker og handlinger fra os, uden at de dukker op og driller os ind i mellem.
Hvis man forventer dette, så kan man ikke andet end at blive skuffet og måske føle, at der er noget i vejen med én og at man ikke kan finde ud af det.

Det er rigtig godt at ville arbejde hen imod mere madro.
Det er positivt at nå derhen hvor man indser, at man ikke længere vil bruge sit liv på at være restriktiv omkring fødevarer.
Men det er vigtigt at være realistisk i processen og være blid ved sig selv.
For tankerne om forkert og forbudt og følelsen af dårlig samvittighed over at spise kagen, vil dukke op fra tid til anden. Uanset hvad du gør.
Men det er OK!
De må gerne dukke op – det afgørende er, hvordan du reagerer på dem.

Det må godt være svært i perioder – det hele er ikke ødelagt af den grund.

For at opnå madro, er det allerførste du skal gøre, at droppe alle former for slankekure og udrenselseskure, og hvad vi ellers kan finde på at byde os selv.
Så længe du er på kur, så vil din hjerne køre i restriktioner.
Og så længe du er i restriktionernes vold, så oplever du det modsatte af madro og du holder dig selv i et negativt loop.

Det at opnå mere madro er en længerevarende proces, som ikke bare kommer fra den ene dag til den anden.
Du skal være dedikeret til processen og være lige så dedikeret til at ville leve på en anden måde, også selv om det betyder, at du ikke taber dig.
Tvært imod kan det godt være at du vil opleve en vægtstigning i starten,- det vil være en naturlig konsekvens af at spise efter lyst, når du skal lære dig selv at du må spise alt.
For det er nemlig lige præcis det du i første omgang skal: lære dig selv at du må spise ALT.

Alt efter graden af, hvor spiseforstyrret du er, så kan det være rigtig hjælpsomt at benytte sig af “mekanisk spisning” i en længere periode.

Foreningen for spiseforstyrrelser og selvskade beskriver mekanisk spisning således på deres hjemmeside:

“Mange oplever, at den struktur, et almindeligt forhold til mad giver i hverdagen, er støttende og sikrer, at overspisninger ikke bliver udløst af sult. Mekanisk spisning betyder her at spise morgenmad indenfor en time, efter du er stået op, og resten af dagen at spise mellemmåltider (formiddag, eftermiddag og evt. aften) samt frokost og aftensmad med tre timers interval.

Mekanisk spisning forebygger, at du skal diskutere med spiseforstyrrelsen, hvad og hvornår du skal spise. Formålet er at genetablere et helt almindeligt forhold til mad”

Jeg har lavet en guide til mekanisk spisning – den kan du se her!

Mekanisk spisning er en utrolig virksom metode til at bryde ud af en spiseforstyrrelse, fordi man tager styringen.
Det er lige så virksomt, selv om man ikke har en spiseforstyrrelse i klinisk forstand og “blot” ønsker at få et mere normalt forhold til mad.
Når du spiser mekanisk skal du inkludere alle fødevarer. Du skal lære dig selv at spise fødevarer såsom fløde, fed ost og kulhydrater, eller andre fødevarer du tidligere har stemplet som forbudte.
Med tiden vil det hjælpe til med, at det bliver normalt for dig at spise disse fødevarer, og du kan inkludere dem i din kost på lige fod med grøntsagerne, uden at blive overvældet af dårlig samvittighed og kompensere bagefter.

Hvor længe du skal spise mekanisk afhænger af, hvor forstyrret du har været i din tankegang omkring mad.
Først når du er sluppet helt fri af den forstyrrede spisning, kan du begynde at introducere det næste step, som er intuitiv spisning.
Det er på dette stadie hvor du spiser efter lyst, sult og mæthed.
Det er på dette stadie at du føler friheden.

Men husk! Det er helt normalt at tankerne fra din spiseforstyrrede slankekurs fortid, ind imellem dukker op og tester dig.
Det bedste du kan gøre, er at kigge neutralt på tankerne der dukker op og derefter sige til dig selv at det er helt normalt, og at du ikke har tænkt dig at give dem mere opmærksom.
Se tankerne som en radiokanal. Du kan vælge at skifte kanal. Det betyder ikke at den negative kanal ikke findes, men du vælger selv om du vil lytte til den eller om du vil skifte kanal.

Husk at det er helt ok at ønske hjælp til processen, og at jeg som Madmentor kan hjælpe dig med det.
Du er altid velkommen til at kontakte mig.

Kærligst,

Anja




Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *